Kunne Kim Larsen lide ananas på pizza?

TÆNK, hvis du kunne tale med en kendt person, som ikke længere lever. Hvem ville du så vælge? Elvis, Kim Larsen, Nelson Mandela, prinsesse Diana, Albert Einstein, Yahya Hassan – mulighederne er mange!
Forestil dig, at du kunne stille personen lige de spørgsmål, som du brænder inde med. Hvad ville du spørge om?
I dag er det faktisk muligt at stille spørgsmål til de døde. Det fandt jeg ud af i går, da jeg havde dansk med mine elever. Ved hjælp af AI kunne vi få svar på mange typer af spørgsmål til de døde.

Som en ”Ticket in the door” havde jeg lagt billeder af afdøde kendisser på bordene i klassen. Det vakte elevernes nysgerrighed, og da jeg fortalte dem, at de nu skulle brainstorme over gode spørgsmål at stille personerne på billedet, gik de straks i gang. Ved hjælp af ChatGPT stillede eleverne de afdøde kendisser spørgsmål om alt fra ligestilling til yndlingsfilm og global opvarmning.
Øvelsen gav eleverne et smil på læben fra timens begyndelse, og den fungerede godt som icebreaker i gruppearbejdet. Øvelsen lagde også op til en vigtig diskussion af, om vi kan stole på de udsagn, ChatGPT kommer med. Eleverne fandt ud af, at ChatGPT var god til at svare på faktuelle spørgsmål, som fx ”Hvornår døde du?” eller ”Hvor mange albums har du udgivet?” Sværere var det, når spørgsmålene ændrede karakter. En elev stillede eksempelvis Kim Larsen det livsvigtige spørgsmål: ”Kan du lide ananas på pizza?”
I sådanne tilfælde kom det frem, at svarene fra ChatGPT ofte blev meget generelle og upersonlige. Eleverne var hurtige til at stille sig kritisk overfor disse svar, en elev sagde endda: ”Men det kan den jo ikke vide, den finder bare på nu”.
Med øvelsen fik vi diskuteret, hvorfor det er vigtigt at være kritisk overfor det, ChatGPT skriver. Det blev også en samtale med eleverne om, hvornår og hvordan det giver mening at bruge AI i undervisningen. Det er en særdeles vigtig samtale at have med sine elever i en moderne undervisningskontekst, som jeg ser det. ChatGPT er et værktøj, som eleverne skal lære at bruge, og når vi bliver dygtige til at bruge værktøjet, så fremmer det både kreative og kritiske tilgange – ikke bare i dansk, men i alle fag.
Uanset om du er til ananas på pizza eller ej, så håber jeg, at du med min artikel har fået inspiration til at bruge AI i undervisningen.

For alle os, der fatter et HINT
HINT er et af de mest populære brætspil i Danmark lige nu. Hos Bog & Idé er spillet på top-10 over bedst sælgende spil, og særligt blandt unge mennesker er spillet populært. Spillet er inddelt i kategorierne mime, nynne, tale og tegne, og emnerne spænder vidt – fra ”Lande der ikke findes længere” og ”Filmskurke” til ”Sange om kys” og ”Pizzafyld”.
Som afslutning på et undervisningsforløb lavede jeg mit eget HINT-spil. I mit HINT-spil var de danske emner skiftet ud med tyske, som passede til klassens aktuelle tyskforløb ”DACH-Länder”, som havde fokus på de tre tysktalende lande: Schweiz, Østrig og Tyskland. Eleverne skulle fx tegne populære sportsgrene fra Schweiz, mime ingredienser fra den berømte, østrigske kage ”Sachertorte” og tale om store, tyske virksomheder.
På https://hint.bezzerwizzer.dk kan du lave dine egne HINT-kort helt gratis! Du kan vælge mellem det originale HINT-spil (det hvide) og det nyeste (det røde). Når du er færdig med at lave dine kort, downloader du kortene som pdf, og de er herefter klar til udprint. Det er nemt og hurtigt.